Opdateret kl. 12:42
Antallet af dræbte efter søndagens bombeangreb mod flere kirker og hoteller i Sri Lanka er steget til 321. Antallet af sårede er på omkring 500.
En talsmand for Unicef siger, at 45 børn er blandt de dræbte ved angrebene.
Tirsdag var erklæret national sørgedag i Sri Lanka, og en del af ofrene blev begravet.
Myndighederne siger, at mindst 31 udlændinge blev dræbt ved angrebene, som var rettet mod kirker og hoteller. Udlændingene kom fra mindst 12 forskellige lande.
Tre danske børn er blandt de mange dræbte. Det drejer sig om Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens børn.
Tirsdag var national sørgedag. Klokken 08.30 lokal tid - nøjagtigt 48 timer efter de første bomber eksploderede - blev der holdt tre minutters stilhed over hele landet. Samtidig blev der flaget på halv og mange bøjede hovederne i sorg.
Den første massebegravelse blev indledt tidligt på dagen i St Sebastian Kirken i Negombo, nord for Colombo, som var blandt de ramte steder. En anden begravelse skulle finde sted senere på dagen.
Ærkebiskoppen i Colombo, kardinal Malcolm Ranjith, siger, at mindst 110 mennesker blev dræbt i Sebastian Kirken.
- Ingen ord kan udtrykke smerten, skriver Manik Mayadunne, som mistede sin kusine Nisanga Mayadunne.
Hun modtog søndag en selfie på Facebook, hvor kusinen sidder smilende sammen med sin familie og spiser morgenmad på Colombos Shangri-La Hotel. "Påske-morgenmad med familien," skrev hun.
Et øjeblik efter lå hun dræbt på luksushotellets gulv sammen med sin mor, Shantha Mayadunne, som var en kendt tv-kok i Sri Lanka.
Blandt 40 anholdte personer, som mistænkes for at have forbindelse til bombemassakren, er en syrisk statsborger, og en chauffør af en varevogn, som angiveligt bragte angrebsmændene frem til deres mål.
Desuden er der anholdt en mand, som ejede et hus, hvor nogle af gruppens medlemmer boede.
Politikilder siger tirsdag til AFP, at et planlagt angreb på et fjerde hotel slog fejl.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP