Et nyt regnvejr har fået vandmasserne i den oversvømmede indonesiske hovedstad Jakarta til igen at stige, skriver nyhedsbureauet AP. Onsdag meldes 44 personer dræbt som følge af vandmasserne, mens mellem 200.000 og 400.000 er blevet hjemløse.
I en mindre by cirka 120 kilometer vest for Jakarta har den massive regn medført et stort jordskred, der har kostet seks personer livet.
Der er stadig lukket for el- og vandforsyninger i store dele af Jakarta, hvor omrking 12 millioner mennesker bor. Ifølge lokale læger er byen ved at løbe tør for rent vand, babymad og medicin.
»Vi løb tør for medicin i går. De fleste mennesker har diarré og er syge efter at have været i vandet for længe,« siger militærlægen Nuriani.
Ifølge meterologer vil regnen lette de kommende dage. Men på grund af de store mængder vand, der allerede er i byen, kan selv lidt regn betyde nye oversvømmelse.