Yderligere tre personer er fundet under murbrokkerne fra den kollapsede motorvejsbro i Genoa. Dermed stiger dødstallet til 41 ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.
Redningsarbejdere på stedet skal have fundet en niårig pige og hendes forældre, der var livløse i deres bil, som var helt smadret.
Bureauet skriver, at dødstallet dog endnu er uofficielt, da de tre personer mangler at blive identificeret. På Twitter bekræftede brandmænd på stedet udelukkende fundet af bilen.
Lørdag er det erklæret national sørgedag i Italien. Det sker i forbindelse med, at flere af dem, der har mistet livet, begraves i Genoa.
Italiens præsident, Sergio Mattarella, skal også deltage i ceremonien, mens nogle af de pårørende har valgt at holde sig væk, da de er vrede på myndighederne.
Broen kollapsede tirsdag og var skyld i, at flere end 30 biler og lastbiler faldt til jorden fra 45 meters højde.
Fredag var meldingen fra de italienske myndigheder, at op mod 30 personer stadig kan ligge begravet i murbrokkerne ved den sammenstyrtede bro i Genoa.
Men til Reuters sagde en højtstående embedsmand, at tallet var en "arbejdshypotese".
Det skal være baseret på udsagn fra personer, som endnu ikke har hørt fra pårørende, der kan have været på broen.
Regeringen skal tidligere have bebudet store investeringer i infrastrukturen i den nordvestlige region. Borgere i området er vrede over ulykken, som nogle har kaldt forudsigelig.
Landets premierminister Giuseppe Conte, har været ude og bebrejde Autostrade, som driver broen, for manglende vedligeholdelse.
Lørdag formiddag meddeler virksomheden, at den vil holde et pressemøde i Genoa.
/ritzau/dpa/
/ritzau/dpa