Tahrir-pladsen er ligesom i foråret blevet omdannet til en kampplads mellem demonstranter og militæret.
Søndag aften var op imod 10.000 mennesker samlet for at demonstrere mod det egyptiske militær, som oprørerne mener, har svigtet, siden revolutionen blev gennemført i foråret.
Det førte igen til voldelige sammenstød, da militæret forsøgte at rydde pladsen.
Ifølge tv-stationen Al Jazeera har militæret brugt gummikugler i et forsøg på at opløse demonstrationen.
"Dette er, hvad den egyptiske hær mener med at beskytte revolutionen," siger aktivisten Salma Said til Al Jazeera.
Det egyptiske indenrigsministerium melder om 1.300 sårede inden for det sidste døgn, og lægekilder beretter, at der er mindst 11 dræbte siden urolighederne startede i fredags.
Gadekampene blusser op kun en uge før det første parlamentsvalg, efter præsident Mubarak blev væltet i foråret.
I øjeblikket er det Egyptens militærråd, der styrer landet, og de har nu indkaldt regeringen til et krisemøde ovenpå urolighederne i hovedstaden.