Bygninger i Chiles hovedstad Santiago og den nærliggende by Concepcion styrtede sammen under nattens jordskælv på hele 8,8 richter.
Concepcion, der ligger tættest på skælvets epicenter, er hårdest ramt. Her er en 15 etager høj bygning kollapset, mens andre bygninger er brændt ned.
To store motorvejsbroer er kollapset i byen, hvor der bor 670.000 mennesker, og der er store sprækker i gaderne. På en af de sammenstyrtede broer ligger adskillige biler på taget.
Imens breder frygten for kraftige efterskælv sig. Den nyvalgte chilenske præsident Sebastian Pinera bekræfter, at 120 mennesker er blevet dræbt.
Dødstallet ventes at blive højere, men næppe mere end en fordobling, lyder det fra de chilenske myndigheder.
En central del af landet er uden el og telefonforbindelser. Landets kobberindustri er også hårdt ramt af skælvet.
Efter det meget kraftige skælv har enorme bølger ramt øgruppen Juan Fernandez.
I eftermiddag dansk tid blev der udsendt tsunamivarsel til 53 nationer i Stillehavsområdet. Bl.a. regner Hawaii med at blive ramt af en tsunami i aften.
En tsunami kan ramme kystlinier meget langt væk fra Chile, heriblandt Japan, Rusland, Filippinerne, Indonesien og Fransk Polynesien.