For to uger siden flygtede Camilla Berg Pedersen med sin dødssyge, kun to måneder gamle søn fra Rigshospitalet. Efter Politiet efterlyste hende internationalt, er hun nu vendt tilbage til Danmark.
"Det er en dybt tragisk sag, der handler om nogle familiære forhold," siger vicepolitiinspektør Ove Dahl fra Københavns Politi til Newspaq.
Han forklarer, at den unge mor landede i Københavns Lufthavn i går morges. Straks efter fjernede sociale myndigheder lille Muhammed. Han er nu hos en plejefamilie.
Ove Dahl vil ikke udspecificere, hvordan man har fået kontakt til Camilla Berg Pedersen, men det er sket igennem hendes familie.
Camilla Berg Pedersen er nu formelt sigtet for at have bragt sin søn i livsfare, men Ove Dahl understreger, at sagen i høj grad kommer til at ligge i kommunen.
Man er med andre ord ikke interesserede i at benytte den danske lovgivning til at straffe moderen - den paragraf, hun er tiltalt for, kan ellers give op til otte års fængsel. Men det bliver der ikke tale om, siger Ove Dahl.
"Fordi omstændighederne ved denne sag er så særegne, som de er."
Hvad præcist det særegne er, vil han ikke komme ind på.
B.T. har talt med Camilla Berg Pedersen, og hun er rystet over behandlingen af hendes sag i de danske medier. Hun beskylder Københavns Kommune for at have løjet i sagen. Hendes lille søn var slet ikke så syg, siger hun til B.T.
"Jeg fortryder intet. Jeg ville gøre det igen for at få mere tid med mit barn. Det var det hele værd," siger den unge mor.
Hun flygtede med sit barn til Syrien, fordi kommunen ville fjerne barnet fra hende.
Kilde: B.T.