Kinas domstole er i fuld gang med at rydde op efter slaveskandalen, der har rystet den kinesiske befolkning.
Tirsdag blev ejeren af et teglværk dømt til døden for at have lemlæstet og dræbt en af slavearbejderne. En anden leder af en teglfabrik blev idømt fængsel på livstid for at have tvunget 31 slavearbejdere, hvoraf flere var psykisk syge, til at knokle mellem 14 og 16 timer dagligt.
27 andre medarbejdere og ledere af teglværker i Shanxi- og Henanprovinserne blev også idømt fængselsstraffe.
- Teglværkssagen er et grimt, socialt fænomen og en byld på det socialistiske Kina. Vi skal have den stoppet, sagde vicechefen for domstolen i Shanxi-provinsen, Liu Jimin, efter domsafsigelserne tirsdag, skriver Reuters.
Flere hundrede børn, teenagere og bønder har i månedsvis knoklet på kinesiske teglværker og fabrikker efter at være blevet kidnappet af menneskehandlere. Sagen kom frem i lyset, da en gruppe forældre indledte en eftersøgning af deres bortførte børn og gik til medierne, da myndighederne nægtede at tage deres sager alvorligt.