Ejerne af de tøjfabrikker i en otte-etagers bygning, der onsdag kollapsede i Bangladesh, er blevet anholdt.
Over 300 er dræbt efter kollapset, der fandt sted i udkanten af hovedstaden Dhaka. Flere end 2300 mennesker er blevet reddet ud i live.
Siden bygningen faldt sammen har situationen i Bangladesh været yderst anspændt. Fredag affyrede politiet tåregas og gummikugler mod frustrerede demonstranter, der krævede ejerne af fabrikken anholdt.
Ifølge flere af de overlevende fra kollapset blev der opdaget sprækker i bygningen tirsdag, der resulterede i en evakuering af bygningen. Dog blev de 3000 arbejdere beordret tilbage på arbejde onsdag, hvorefter bygningen kollapsede.
Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.
Eksempelvis mistede mere end 70 mennesker livet i samme område i 2005, da en flere etager høj tekstilfabrik styrtede til jorden.
Siden kollapset af den otte-etagers fabriksbygning har redningsmandskab arbejdet uafbrudt i håb om at finde overlevende mellem murbrokkerne.
De fleste af de mange omkomne er kvinder, der var på arbejde på en af de fem tekstilfabrikker i den høje bygning. Kun stueetagen er intakt efter sammenstyrtningen.
/ritzau/AFP