Den syvende film i rækken af de populære actionfilm "Fast and Furious" bliver alligevel en realitet.
Det er på trods af, at produktionsselskabet Universal tidligere har meddelt, at optagelserne på filmen var sat i bero på ubestemt tid, efter filmens stjerne, Paul Walker, døde i en bilulykke.
Men nu afslører en af filmens andre stjerneskuespillere, Vin Diesel, på Facebook, at filmen får premiere den 10. april 2015 i stedet for 11. juli 2014. Altså næsten et år senere end først planlagt.
Under et billede fra optagelserne af Vin Diesel selv og kollegaen Paul Walker, skriver han:
- Det er den sidste scene, vi filmede sammen. Der var en unik følelse, og der var en stolthed i den film, vi var ved at færdiggøre. Vi havde en magi sammen og var kommet langt, skriver Vin Diesel og afslører i samme ombæring premieredagen.
- Han ville ønske, I fik det at vide som de første, tilføjer Vin Diesel i et rørende P.S. og referer til sin ven og kollega Paul Walker.
Det er endnu uvist, hvordan filmen fortsætter uden Paul Walker. Han spillede rollen som Brian O'Conner i fem af de seks "Fast and Furious"-film og havde en bærende rolle den syvende i rækken.
Newspaq