Galgenhumor. Nærmere kan man vist ikke betegne den dødsdømte Patrick Knights bizarre påfund.
Han vil grine, når han skal henrettes, og derfor opfordrer han internetbrugere til at sende ham deres bedste jokes.
Knight vil udvælge den bedste vittighed, og fortælle den, når han befinder sig i dødskammeret. Den skal være det sidste, der kommer over hans læber, før han modtager en dødelig indsprøjtning.
En af hans venner har oprettet en myspace profil for Knight. Her opfordres folk til at sende deres bedste vittigheder, og der er allerede flere hundrede forslag for den dødsdømte at vælge imellem
Det er tilsyneladende første gang en dødsdømt vil fortælle vittigheder på sit dødsleje, men Patrick Knight skal ikke forvente, at fængselspersonalet vil slå sig på lårene af grin, når han fortæller sin joke.
- Alle som vil være til stede vil tage dette meget alvorligt, og vi vil ikke deltage i vittigheden, siger Michelle Lyon, som er talsmand for kriminalretten i Texas.
Patrick Knight modtog sin dødsdom i august 1991, efter at have slået sine naboer, et ældre ægtepar, ihjel. I modsætning til mange andre dødsdømte fanger, har han aldrig nægtet sig skyldig i forbrydelsen.