Han er blevet et symbol på, at dødsstraffen bør afskaffes i USA.
Alt fra pave Benedikt XVI og en tidligere FBI-direktør til eks-præsident Jimmy Carter og hundredtusinder af almindelige amerikanere har meldt sig i støttekoret, der frygter, at amerikaneren Troy Davis er ved at blive offer for justitsmord. Det skriver CBS News.
Davis er dømt for at have skudt politimanden MacPhail i 1989, men efterfølgende har nogle af de afgørende vidner trukket deres forklaringer tilbage. Samtidig blev der aldrig fundet fysiske beviser, som blod eller DNA, der forbinder Davis til forbrydelsen.
Af flere omgange er staten Georgia blevet bremset i at udføre dødsstraffen, men nu er Davis løbet tør for klagemuligheder og står således til at skulle møde dødssprøjten onsdag aften - lokal tid.
Tilhængere af ham tyr derfor til de sidste halmstrå af muligheder for at undgå dette.
De har bedt embedsmænd lade Davis tage en løgndetektortest, hvor forsvarsadvokat Stephen Marsh håber, at resultaterne af en sådan test "kan fortælle noget om uskyld", som han forklarer det.
Amnesty International melder, at næsten en million mennesker har skrevet under på en appel om at benåde Davis.
"Lad dette være en sag, der ikke kun sætter fokus på dødsstraf, men vil forhåbentlig blive en stor rolle i at bringe den til ophør," siger den dømte Davis' 17-årige nevø DeJaun Correia-Davis sent tirsdag.
Kilde: CBS News