I går blev en 36-årig mand, der har været eftersøgt i en uge, anholdt og sigtet for trafikdrabet på 48-årige kvinde.
Ulykken skete i Tilst på den sidste dag i november, hvor bilisten flygtede fra ulykkesstedet. Senere blev bilen fundet brændt af - ikke langt fra gerningsstedet.
Den 36-årige mand blev i dag stillet for Retten i Randers. Han er sigtet for trafikdrabet på den 48-årige Dorde Meiner.
Manden nægter sig dog skyldig, og nægter både at have kørt bilen og også at have sat ild i den.
Samtidig siger han, at han allerede havde aftalt med politiet, at han ville melde sig selv, da han i går aftes blev anholdt hos sin mor i Virum på Sjælland ved 18.30-tiden. Det skriver jpaarhus.dk
Udover sigtelserne for uagtsomt manddrab og hensynsløs kørsel sigtes manden også for ulovlig stofbesiddelse, da han havde fire kilo skunk og nogle hundrede gram pot liggende.
Retten skal nu tage stilling til, om den sigtede, der har adresse på et århusiansk herberg, skal fængsles.
Dorde Meiner efterlader sig en mand og to døtre på 17 og 24 år.