Dommen over den dødsbilist, der var skyld i otte måneder gamle Eylüls død, er netop faldet.
Retten i Glostrup har nu afgjort, at han skal to et halvt år i fængsel og får frakendt kørekortet i otte år.
Den lille tyrkiske pige blev dræbt den 17. maj, da hun blev slynget otte meter ud af sine forældres bil. Bilen holdt for rødt lys på Roskildevej, men blev torpederet af den fulde 28-årige mand, der havde en promille på 1,6, skriver eb.dk.
Anklageren havde krævet tre års fængsel og frakendelse af kørekortet i ti år, mens den 28-åriges forsvarer mente, at straffen dog skulle tælles i måneder og ikke år.
Blandt andet fordi han ikke tidligere er straffet og ikke mindst, fordi den barnestol, som Eylül var spændt fast i, ikke var EU-sikkerhedsgodkendt.
Den 28-årige modtog dommen med ro og et fortvivlende smil til sin kæreste på tilhørerækkerne. Hun brød omvendt ud i gråd. Sammen har de selv to mindreårige børn. Der var ingen fra den dræbte Eylüls familie tilstede i retten.
Dødsbilisten skal desuden betale 75.000 kroner i erstatning til hver af forældrene til den afdøde pige.
Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.