En af verdens mest frygtede dræbere er igen på spil.
Den dødelige virussygdom ebola er brudt ud i Den Demokratiske Republik Congo i Afrika, skriver BBC.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har tirsdag bekræftet, at mindst fem mennesker er omkommet i den sydlige Kasai-provins i landet. I alt er mere end 100 mennesker døde de seneste uger efter at være blevet ramt af voldsom feber, og sundhedsmyndighederne frygter, at flere af tilfældene kan skyldes ebola.
- Det er vores
førsteprioritet at finde ud af, hvem der er smittet med ebola, så de kan blive
isoleret, og finde frem til folk, de smittede har været i kontakt med, siger WHO s
talskvinde, Fadela Chaib.
Den Demokratiske Republik Congo blev også i 1995 ramt af et større ebola-udbrud, der kostede mere end 200 mennesker livet. Det seneste større udbrud af sygdommen fandt sted i Uganda i 2001, hvor mindst 400 mennesker blev ramt af den frygtede sygdom.
Ebola menes at smitte gennem inficeret bush-mad, men sygdommen smitter også via blod.