Når aftenmørket sænker sig over landevejene på Sydals, bliver det rigtigt mørkt.
Den kendsgerning var formentligt stærkt medvirkende til, at en 13-årig dreng i aftes mistede livet, da han gik en tur med sin kun seksårige lillebror.
De kom gående på Mommarkvej på Sydals, da en bilist, der kom kørende bagfra, torpederede den ældste dreng og slog ham ihjel på stedet. Lillebroderen undgik derimod helt mirakuløst at blive ramt. Det skriver JydskeVestkysten.
Syd- og Sønderjyllands politi ved endnu ikke, hvad der er skyld i den tragiske ulykke, men strækningen er meget mørk. Den 35-årige bilist kan simpelthen have overset de gående drenge.
Alle pårørende i sagen har fået besked, meldes det.