Et stykke reparatiosarbejde på et russisk vandkraftværk fik i morges dødelige konsekvenser, skriver det russiske nyhedbureau Ria Novosti.
Otte personer omkom, da en olietransformator eksploderede i et turbinerum ved det russiske vandkraftværk, Sajano-Sjusjenskaja. Væggene og loftet kollapsede og rummet blev fyldt med vand.
Ud over de døde blev ti arbejdere såret ved ulykken og 54 er meldt savnet. De russiske myndigheder har indledt redningsarbejdet, og dykkere har reddet én person op fra det sammenstyrtede rum.
Dykkerne frygter, at der er mange flere, der er fanget i vandet ved kraftværket.
"I øjeblikket kan vi ikke afgøre, om disse mennesker er dernede eller er sluppet ud et andet sted. Men vi ved, at mange var på arbejde på dette skift," siger Andrej Kliujev fra katastrofeministeriet i regionen Khakassia i Sibirien, hvor ulykken fandt sted.
Ifølge vandkraftværkets ejere RusHydro kan det tage helt op til to år at genopbygge turbinen på værket.