Døde nazister kan vende hjem til Norge

Norske myndigheder har sagt ja til at, ligene af 130 norske Waffen SS-soldater må bringes hjem.

På to højdedrag i en russisk skov nær grænsen til Finland ligger ligene af 130 nordmænd gemt i skovbunden. Her har de ligget, siden de blev dræbt ved et slag i juni 1944, men snart vil de blive bragt til Norge for at blive begravet.

For efter mere end 60 år vil de norske myndigheder igen kendes ved dem, rapporterer NRK.

Fælles for de 130 mænd er, at de havde meldt sig frivilligt til den tyske Waffen SS-styrke og døde i kamp med sovjettiske styrker ved Kaprolat-højdedraget.

»Der knytter sig meget stærke følelser til denne sag. Og efter den medieomtale, der har været, har vi fået mange henvendelser fra pårørende, siger professor Stein Ugelvik Larsen, der leder Kaprolat-komiteen, som kæmper for, at soldaterne kommer hjem.

Det eneste problem er nu, at de norske myndigheder insisterer på, at soldaternes pårørende skal betale for hjemsendelserne. Det er dog langt fra alle soldater, man overhovet har kunne finde pårørende til, Kaprolat-komiteen håber fortsat, at staten vil betale regningen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.