Lig af døde indbyggere ligger spredt på gaderne i Tchads hovedstad, N Djamena. Nogen er nødtørftigt svøbt i plastik, andre dækkes kun af fluer.
Efter tre dages hårde kampe mellem tre oprørsgrupperpå den ene side og Tcads regeringshær på den anden flygtede tusindvis af civile i går fra hovedstaden, mens oprørerne trak sig uden for bymidten. Men senere gik kampene atter i gang ifølge AP – og de døde ligger stadig på gaderne.
Oprørerne forlanger præsident Idriss Débys afgang. Déby beskyldes for at putte landets oliepenge i sin egen lomme, favorisere sin egen klan og begå valgfusk.
Oprøret er det voldsomste i præsident Débys 18 år som præsident, og eksperter frygter, at kampene kan skabe uro i hele regionen.
Frygter for flygtninge
Tchad huser 250.000 flygtninge fra borgerkrigen i Darfur-regionen, og FN har allerede svært ved at sikre dem forsyninger. Andre taler, om at konflikten direkte kan udvikle sig til krig mellem Tchad og Sudan, da regeringen beskylder Sudan for at hjælpe oprørerne.
»Det er et meget anspændt øjeblik, og ingen ved, hvordan det her kommer til at udarte sig,« siger Tchad-ekspert David Buchinder fra Human Rights Watch til International Herald Tribune.
Dødstallet i konflikten er indtil videre ukendt, men Læger Uden Grænser taler om hundredevis af sårede. FN fordømte i går oprøret og gav opbakning til alle stater, der ønsker at hjælpe regeringen mod rebellerne.