De skulle sandsynligvis have åbnet døre for videnskaben, men i stedet ender danske menneskehjerner som pakker under juletræerne.
Et dansk firma sælger således konserverede menneskehjerner til helt tilfældige købere, skriver B.T.
Formiddagsavisen har besøgt firmaet Scandidact i Helsingør og gået derfra med et styk konserveret menneskehjerne til den nette pris af 1.500 kroner.
Firmaejer og konservator Ole Nielsen har menneskehjernerne stående i glas, hvor de bader I konserveringsmidlet formalin. Glassene står stablet på et stativ, hvorfra der bliver solgt ud dem.
Ole Nielsen kan tilsyneladende ikke forklare, hvor menneskehjernerne stammer fra, men giver tre mulige forklaringer til B.T.:
1. Han har ’vistnok’ selv konserveret dem for 30-40 år siden.
2. De stammer fra skoler og læreanstalter.
3. En lægestuderende har taget dem med fra obduktionsstuen på et hospital.
Skulle et barnefoster friste, er det også at finde i det uofficielle varekatalog fra Scandidact, som til daglig slår sig op på at sælge undervisningsmaterialer til offentlige institutioner som skoler og læreanstalter.
Det er ikke i sig selv ulovligt at videresælge konserverede menneskeorganer, men professor Jørgen Tranum-Jensen fra Københavns Universitet kalder hjerne-udsalget for ’sindssygt’ og forlanger det stoppet straks.
Professoren påpeger, at lemfældig og uetisk omgang med donerede legemsdele, mindsker folks lyst til at bidrage til videnskaben.