Dødbringende spanske brande er under kontrol

Resultatet af tre dages skovbrand i Spanien er fire døde mennesker. Flammerne har fortæret 14.000 hektar.

Brandfolk har tirsdag fået kontrol med den skovbrand, som har raset i Catalonien i det nordøstlige Spanien. Den har kostet fire mennesker livet og fortæret tusindvis af hektar land, oplyser myndighederne.

- Den gode nyhed er, at branden, der begyndte i La Junquera, er bragt under kontrol i dag, siger den catalanske indenrigsminister, Felip Puig, til journalister i byen Figueres.

- Vi vil fortsætte med arbejdet i de næste to eller tre dage, men lige nu er brandens omfang blevet stabiliseret, tilføjer han.

Brandfolk siger, at lavere temperaturer, svagere vinde og et højere fugtighedsniveau har hjulpet dem med at få overtaget over branden, der brød ud søndag i nærheden af den catalanske by La Jonquera lige på grænsen til Frankrig.

Branden, som, myndighederne mener skyldes et tankeløst henkastet cigaretskod, har raseret over 14.000 hektar, fortæret høje træer og efterladt forkullet jord og adskillige døde får i sit kølvand.

En franskmand og hans 15-årige datter blev dræbt, da de hoppede ud fra en klippe for at flygte fra ildhavet.

En anden franskmand døde på sygehuset af sine brandsår, efter at hans bil var blevet omsluttet af flammer, mens en 75-årig spansk mand døde af et hjerteanfald, da han så sit hus gå op i lys lue.

Spanien er i den største fare for skovbrande nogensinde denne sommer, efter at have oplevet den tørreste vinter i 70 år.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.