Hele sit liv brød Harry Houdini ud af lænker, kister og spændetrøjer.
Nu vil den afdøde udbryderkonges familie hjælpe Houdini til at bryde ud af sit sidste fængsel: En kirkegård i New York.
Houdinis familie sagde i går på et pressemøde, at de vil have deres berømte forfader gravet op for at få afklaret, om han blev myrdet.
»Det er nødvendigt at kigge på det. Hans død chokerede en hel nation, hvis ikke hele verden. Nu er det måske på tide at tage et ekstra kig,« sagde nevøen George Hardeen ifølge AP.
Åndemanere mistænkt
Den verdensberømte tryllekunstner og udbryderkonge døde uventet i 1926 i en alder af 52 år – angiveligt af en sprængt blindtarm. Men siden da har mordrygterne været umulige at komme til livs.
En Houdini-biografi fra 2006 fremlagde nye indicier på, at en åndemaner-gruppe ved navn Spiritualisterne skulle have forsøgt at forgifte Houdini, fordi udbryderkongen offentligt afslørede dem for humbug.
Blandt Spiritualisternes medlemmer var Sherlock Holmes-forfatteren Arthur Conan Doyle, som ifølge et brev offentliggjort i biografien The Secret Life of Houdini truede Houdini på livet.
»Han vil få sin straf serveret meget præcist. Jeg tror, at regnskabets time kommer snart,« skrev Sherlock Holmes far i brevet.
Tunge drenge på sagen
Houdini-familien har hyret de tungeste drenge inden for opklaringen af kendis-mord til at hjælpe med sagen: retsmedicinerne Michael Baden og James Starrs.
Baden har stået for efterforskningen af mordene på præsident John F. Kennedy og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Starrs har tidligere studeret ligene af revolvermanden Jesse James og morderen, der gik under navnet Boston-Kvæleren .
Michael Baden har allerede påpeget det mærkelige i, at Houdinis dødscertifikat siger, at hans blindtarm sad i venstre side i stedet for i højre.
Houdinis slægtninge går nu i gang med at få de juridiske detaljer på plads, så de kan befri udbryderkongen fra hans kiste.
Til den opgave har de hyret den prominente New York-advokat Joe Tacopina, der tidligere har ført sager for blandt andre rapperen Foxy Brown.
Harry Houdini kunne næppe få bedre assistenter til sit sidste flugtforsøg.