I forbindelse med en brand mandag aften i en ejendom på Strandbygade i Esbjerg blev en person fundet død i bygningen.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kort før klokken 22 mandag aften modtog politiet en anmeldelse om en kraftig brand. Slukningsarbejdet varede det meste af natten, og der var herunder, man fandt afdøde.
– Den person, som blev fundet på stedet, er ikke endeligt identificeret, men vi har en formodning om, hvem afdøde er og har derfor været i kontakt med de mulige pårørende. Nu skal de retsmedicinske undersøgelser samt den videre efterforskning sikre den endelige identifikation samt afdække, hvad der er årsag til personens død, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Der er intet i de foreløbige undersøgelser, der indikerer, at der er begået et strafbart forhold. Men de brandtekniske undersøgelser på stedet skal nu afklare brandårsagen.