Modige tyveknægte slap natten til søndag af sted med designmøbler for 70.000 kroner fra auktionshuset Lauritz.coms varelager i Næstved.
To gange i løbet af natten brød tyve ind i det ødebeliggende varelager.
Første gang alarmen gik i lagerbygningen på Gammel Holstedvej 10, var klokken 23.31. Tyvene kom ind i lageret ved hjælp af en murerhammer.
Men tyvene havde åbenbart ikke fået nok designerguld med, for få timer senere vendte de tilbage. Politiet nåede dog heller ikke denne gang at få fat i dem.
Det lykkedes tyvene at slippe af sted med flere Arne Jacobsen stole. En af modellen Svanen og fire sorte læderstole af modellen Syveren, samt fire Y-stole fra Hans J. Wegner og to Paul Kjærholm lænestole.
Politiet har lige nu ikke mange spor at gå efter og efterlyser vidner til episoderne. Næstved Politi kan kontaktes på 55311448.