Fire nye bofællesskabsboliger. Hver dag. Siden 2020.
Det lyder som en niche. Det er det ikke længere.
En ny rapport fra Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet viser, at Danmark midt i det, forskerne kalder bofællesskabernes årti. Siden 2020 er der etableret over 160 nye bofællesskaber med mere end 8.000 boliger på landsplan, og antallet af danskere, der bor i dem, er fordoblet siden 2015.
Glem billedet af selvforsynende økosamfund langt fra nærmeste S-tog. Det nye bofællesskab ligger i pendlerafstand til en større by, er bygget af en professionel developer og henvender sig til mennesker, der vil have noget midt imellem at bo alene og at bo i traditionelt rækkehus.
Det er særligt den generation, der er vokset fra parcelhuset, som driver udviklingen, men familier, unge og enlige følger med.
Fra drøm til forretning
Historisk er bofællesskaber blevet til, fordi en gruppe mennesker delte en drøm om mere fællesskab. Den model findes stadig, men den er ikke længere dominerende.
Over 90 procent af alle nye bofællesskabsboliger siden 2020 er opført af private developere, investorer og almene boligorganisationer. Og projekterne er blevet større: Hvor et bofællesskab tidligere typisk rummede under 20 boliger, er gennemsnittet i dag over 50. Enkelte projekter rummer flere hundrede beboere.
- Det er nu meget nemmere at finde et bofællesskab, der er skræddersyet til ens ønsker for balancen mellem privatliv og fællesskab, siger professor Stephen R. Lloyd-Moffett fra California Polytechnic State University, der er medforfatter på rapporten.
Seniorer foran men ikke alene
To tredjedele af alle bofællesskaber i Danmark er seniorbofællesskaber. Men rapporten peger på en tydelig vækst i tværgenerationelle fællesskaber, hvor familier, enlige og ældre bor side om side.
Økosamfundene — som mange forbinder med bofællesskabernes oprindelse — er til gengæld stagneret og udgør i dag kun omkring 4 procent af alle fællesskaber.
I otte kommuner er mere end 20 procent af alle nye boliger i de seneste fem år opført i bofællesskabsprojekter. Egedal, Lejre, Furesø, Albertslund, Køge og Roskilde har alle mere end 2 procent af deres samlede boligmasse i bofællesskaber, hvilket er langt over landsgennemsnittet på 0,62 procent.
I Region Sjælland er næsten hver tiende nye bolig et bofællesskab.