FC Midtjylland vandt lørdag eftermiddag med 5-2 mod Hobro IK i Superligaen efter et opgør, hvor midtjydernes styrke på dødbolde igen blev afgørende.
Ud over dødbolde var en anden faktor også afgørende for kampens resultat. Klubbens finske midtbaneprofil, Tim Sparv, scorede to gange, hvilket ikke sker ofte for finnen.
- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har scoret to gange. Det var måske, da jeg spillede U-13- eller U-14-fodbold, siger han efter kampen.
På trods af de to scoringer, som ikke er hverdag for Sparv, pointerer han, at det ikke er noget, han vægter højt.
- Det er ikke vigtigt for mig. Selvfølgelig skal man have fokus på den personlige udvikling, men det er en holdsport.
- Det betyder ikke så meget for mig at blive udnævnt til kampens spiller, da det altid er holdet, der kommer først.
- Jeg er overrasket over de to scoringer, men for mig betyder det ikke det store. Det er dejligt at score, men jeg har snart glemt det igen, siger Sparv.
Tim Sparv mener ikke, at man i de kommende kampe skal forvente, at han forsætter med at score som i dagens kamp.
- Det skal man nok ikke forvente. Jeg kommer tættere på modstanderens felt, og jeg er med i feltet, når vi har indlæg.
- Har jeg denne position fremover, så skal jeg helt sikkert være med på at levere mål og oplæg, men jeg vil gerne fortsætte med score mål, slutter finnen.
FCM-cheftræner Jess Thorup var også overrasket over målene fra den erfarne midtbanegeneral.
- Jeg hørte, at fansene råbte skyd, og han blev næsten forlegen. Det er godt for Tim, at han får en fornemmelse af, at han også kan bidrage med mål, fastslår træneren.
/ritzau/