Fem danske kajakroere kan til næste sommer pakke pagajerne og rejse til London.
Mændenes nydannede firerkajak med Kim Wraae, René Holten Poulsen, Emil Stær og Kasper Bleibach er i dag blevet udtaget til OL i 2012.
Det samme er Henriette Engel Hansen, der sejler 500 meter enerkajak.
Samtidig roede alle fem sig i lørdagens VM-finaler i Ungarn.
Henriette Engel Hansen tog andenpladsen i enerkajakkens semifinale, mens herrerne kæmpede sig ind på en tredjeplads i deres semifinale.
Herrerne har optimismen på plads til finalen.
"Jeg synes ikke, der er nogle favoritter til finalen i morgen. Vi skal ro vores chance, og vi har intet at tabe. Hvis vi ender med at vinde en medalje og får en god tid med en god fornemmelse i båden, så vil jeg være rigtig glad," siger René Holten Poulsen.
Kajakroernes OL-billetter er medvirkende til, at Danmark til sommer sandsynligvis kan sende et rekordstort hold af sted til OL.
Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark har udtaget en bruttotrup på 170 atleter samt to håndboldhold á 15 spillere, der alle har mulighed for at kvalificere sig til de historiske lege.