Kriminalinspektør Herman Overgaard fra Fyns Politi i Odense er ikke spor i tvivl om, hvorfor efterforskere på Fyn og andre steder i landet må vente længe på de dna-profiler, der er et vigtigt værktøj, når gerningsmænd skal nagles til forbrydelser.
»Brugen af dna-profiler er accelereret så hurtigt, at man ikke har været i stand til at udbygge den nødvendige kapacitet,« konstaterer politichefen fra Odense.
Rundt omkring i landet har politiet for alvor taget brugen af dna-redskabet til sig i de senere år. I 2004 blev der udarbejdet dna-profiler i cirka 4.380 sager, året efter var antallet steget til omtrent 9.500 sager. Sidste år røg cirka 20.000 sager gennem systemet.
»I år regner vi med at komme til at lave cirka 2.000 dna-profiler om måneden,« oplyser Niels Larsen, der er chef for Rigspolitiets Kriminaltekniske Center.
Dna-profiler bliver kun lavet et eneste sted i landet, og det er på Retsgenetisk Afdeling, der hører under Retsmedicinsk Institut i København. Udarbejdelsen af profiler sker i et samarbejde mellem den Retsgenetiske Afdeling og Rigspolitiets Kriminaltekniske Center.
»Vi har slet ikke været gearet til at klare opgaven. Det meget store antal af dna-profiler er kommet voldsomt bag på os,« siger Niels Larsen.
Han gør opmærksom på, at der på det seneste er blevet gjort en stor indsats for at få nedbragt ventetiden.
»Her i den kriminaltekniske afdeling har vi fået et nyt computersystem, der gør det lettere at få profilerne ind i vores system. Desuden forsøger vi i øjeblikket at gøre samarbejdet med den retsgenetiske afdeling mere smidigt.«
Ikke særlig smart
På Christiansborg har politikere fra oppositionen fået øje på problemerne med de lange ventetider på dna-profilerne. Og allerede sidste år udbad socialdemokraten Magnus Heunicke sig en forklaring fra justitsminister Lene Espersen.
I august sidste år svarede ministeren, at der på det tidspunkt var mellem én og fem måneders ventetid på at få lavet dna-profilerne.
»Det er jo ikke særlig smart, at der går så længe. Så er der ikke nogen idé at have et dna-register. Det er jo meningen, at et sådan register skal kunne hjælpe til at rense uskyldige eller få dømt de skyldige hurtigst muligt,« siger Magnus Heunicke. I sit svar gjorde ministeren opmærksom på, at der ville blive tilført ekstra penge til området, så ventetiden kunne bringes ned. Sagsbehandlingen skal være på mellem seks og ti uger.
Om det mål er blevet opfyldt, vil Magnus Heunicke nu få opklaret ved at stille et nyt spørgsmål til ministeren. Det har ikke været muligt at få kommentarer fra Retsmedicinsk Institut i København eller fra den Retsgenetiske Afdeling.