Det er lykkedes politiet at anholde den formodede gerningsmand bag en usædvanlig brutal voldtægt. Det er sket, fordi politiet havde dna at gå efter.
Sagen startede, da en ung kvinde en søndag morgen i marts var på vej hjem fra en tur i byen. Her blev hun kontaktet af en jævnaldrende mand, der pludselig gav kvinden flere knytnæveslag i baghovedet ud for i en baggård på Ålekistevej i Vanløse.
Kvinden faldt om, hvorefter overfaldsmanden slog hende endnu mere. Til sidst trak han hende længere ind i gården og voldtog hende op ad en husmur.
Men ud fra de dna-spor, som gerningsmanden efterlod på kvinden, er det nu lykkedes politiet at finde den mistænkte, som er en 22-årig mand, oplyser politikommissær Henning Schou Kofoed fra Københavns Politi ifølge flere medier.
Manden var i forvejen kendt i politiets dna-register, og på den baggrund har politiet nu anholdt ham og sigtet ham for den grove voldtægt.
Manden blev i dag fængslet for fire uger.