Drabet på den 51-årige servitrice Connie Birgitte Svendsen har været uopklaret siden 1997. Men efter ny dna-teknologi og flere tip fra borgere, har Bornholms Politi valgt at genåbne sagen.
- Vi genåbner drabet på Connie Svendsen. Dels på grund af nye muligheder for at finde dna-spor af gerningsmanden, og dels fordi vi har fået 10 tip efter en tv-udsendelse for et par måneder siden, siger politikommissær Peter Jørgensen til Ritzau.
Genåbningen af sagen kommer i kølvandet på fire genåbnede drabssager i København og seks på Sjælland. Årsagen til de nye øjne på gamle uopklarede sager skyldes, at ny teknologi giver mulighed for at finde gerningsmandens dna ud fra gemt materiale.
I Midt- og Vestjyllands Politi overvejer de i øjeblikket, og de har uopklarede sager, der kan få gavn af den nye teknologi.
- Det er en proces, der er i gang, og vi kigger på, hvilke sager vi har. Men det afgørende er, om tingene har været opbevaret korrekt, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard til Ritzau.
Connie Birgitte Svendsen arbejdede som servitrice på Hotel Hoffmann og blev sidste gang set i live om aftenen den 31. august 1997 kl. 23.00. Hun gik hjem efter en aften i byen med nogle venner.
Connie Svendsen havde selv lukket morderen ind i lejligheden, hvor de drak kaffe og røg nogle cigaretter. På et tidspunkt i lejligheden overfaldt gerningsmanden Connie Birgitte Svendsen og gennemtævede hende, inden hun til sidst blev kvalt.
Dagen efter fandt hendes arbejdsgiver hende i lejligheden.
/ritzau/