Der er tegn på, at vejret i den kommende uge bliver mere solrig og varmere.
- Specielt når vi kommer hen midt på ugen. Der bliver det stort set tørt og med en del mere sol. Og det bliver også gradvist varmere, siger vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Martin Lindberg, til Newsbreak.dk.
Han tilføjer, at vi nok skal hen til torsdag eller fredag før det for alvor kan mærkes. Her vil det således blive overvejende tørt vejr med lidt eller nogen sol.
DMI's prognose for de kommende syv døgn viser, at temperaturerne fra søndag og frem til næste weekend vil svinge mellem 16 og 21 grader.
Men før vi kommer så langt skal store dele af landet gennem en lørdag, hvor der er varslet tordenvejr og risiko for skybrud.
- Det kan være tordenbyger, der også indeholder hagl, siger Martin Lindberg til Newsbreak.dk og kommer med endnu et varsel:
- Senere på dagen kan det være, at vi udvider varslet, så det dækker mere af landet.
Søndag retter vejret sig og der kommer mere sol og færre byger. Temperaturerne vil kunne nå op på 21 grader.