Har du været forvirret over vejrudsigterne på det seneste?
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og TV 2 har i weekenden været rivende uenige om, hvor godt vejret bliver i denne uge. 15 grader lovede DMI, mens TV 2’s prognoser lovede op mod 30 grader.
De nyeste prognoser har dog fået DMI til at lægge sig fladt ned i vejrkrigen med konkurrenten, siger DMI's meteorolog Mogens Rønnebek til Ekstra Bladet.
- Det ser ud til, at det nok er TV 2-vejret, der får ret med den prognose. Det så usikkert ud i går, men der er kommet nogle nye prognoser i løbet af natten, siger han.
DMI og TV 2 er altså nu enige om, at vi går varm, solrig og lummer sankthansaften og weekend i møde.
Mandag, tirsdag og onsdag sniger temperaturen sig ikke meget over 20 grader, mens lummervarmen altså gør sit indtog torsdag. De fleste danskere kan dermed se frem til sankthansbål og sang under en varm sommerhimmel.
- Det ser ud til at holde tørt og blive lunt i det meste af landet, så der skulle være chance for at holde ild i bålet, Mogens Rønnebek tidligere mandag til Ritzau.
- Faktisk bliver der mange steder helt op omkring 25 grader torsdag, så der er altså tale om en meget varm luft, siger han.