Den ene dag lover de skybrud, den næste bare masser af regn.
Nu er der heldigvis godt nyt fra DMI, der netop har udsendt en langtidsprognose for ugerne 32, 33 og 34..
Og der er masser af sol og varme på vej, lover vejrtjenesten.
Vi skal først forbi uge 32, hvor der forventes temperaturer fra 18 til 22 grader og 15 til 24 millimeter regn, men derefter kommer varmen.
- I uge 33 viser flere prognoser, at et højtryk vil brede sig fra Vesteuropa op til Skandinavien. Det vil i så fald give os overvejende tørt vejr med nogen eller en del sol de fleste dage samt behagelige sommertemperaturer – flere dage stedvis op omkring 25 grader, skriver DMI.
Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 19 og 26 grader, og nedbøren forventes at ligge på tre til 15 millimeter.
Også i uge 34 loves der flere dage med tørt vejr og gode chancer for sol.
Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 18 og 24 grader.
Oversigt for uge 35 og 36 (25/8 til og med 7/9)
Prognosen bliver usikker så langt frem i tid, men der er indikationer på, at vejret generelt bliver mere ustadigt. Et lavtryksområde over Skandinavien ser ud til at give os mere skyet vejr og perioder med regn eller byger og noget lavere temperaturer.