Du kan godt sove fem minutter længere, der skal nemlig ikke skrabes is af bilruden mere i denne omgang.
Der er varm luft - i hvert fald i forhold til årstiden - på vej over Danmark, og det betyder, at nattefrosten ikke længere kommer til at hærge i landet. Meldingen gælder dog først fra næste uge, hvor specielt tirsdag kan blive lun.
- Et lavtryk sender nemlig fronter med regn, blæst og lun luft op over landet i løbet af mandagen og det betyder, at vi i næste uge vil få dagtemperaturer op mellem 5 og 10 graders varme og at nattefrosten bliver sat på pause.
Den varme luft sætter dog umiddelbart en stopper for drømmen om en hvid jul - selv om det bliver koldere igen hen mod juleaften.
- Selv om koldere luft senere på ugen igen vil trænge ned over landet og give mulighed for vinterlige byger, så ser vi, på nuværende tidspunkt, ikke frem til nogen landsdækkende hvid jul i 2022, lyder det fra DMI.
Før den varme luft ankommer til landet, er der dog fortsat iskoldt og lørdag morgen blev der udsendt et varsel for næsten hele Jylland.
- Lunere og fugtig luft er trukket op over Jylland og der er i øjeblikket rimtåge mange steder over den sydlige del af Jylland med sigtbarheder mellem 200 og 500 meter. Der er frem til klokken 9 risiko for, at sigtbarhederne falder til under 100 meter, hvilket er definitionen på tæt rimtåge.
- Et nedbørsområde ligger fra Skagen ned over Randers til lige syd for Rinkøbing og giver stedvis lidt sne, men da varm luft er tilført i de højere luftlag, er der risiko for at nedbøren lokalt kan falde som let isslag. Derfor er der DMI risiko for let isslag gældende frem til lørdag klokken 09 for dette område, lød det tidligt lørdag morgen fra DMI.