Lørdagen begynder mange steder med skyer og lidt gråt vejr, men bare rolig.
DMI lover en meget flot lørdag med masser af sol og op til 21 grader.
Så der er ingen undskyldninger for at komme ud og nyde vejret i dag.
Stort set alle vil få en solrig dag, selvom det altså begynder mere skyet i den syd- og sydøstlige del af landet.
Solen vil dog hurtigt få overtaget de steder, som starter mere skyet.
Kun ved Vestkysten og Vadehavskysten er der risiko for, at havgus kan drille for solen et stykke op af dagen.
Ellers en flot eftermiddag, hvor temperaturen sniger sig op mellem 15 og 21 grader - og vinden lægger sig en smule.
Skal du nyde en frokost i det fri, så skal det også være i dag.
Allerede natten til søndag ændrer vejret sig nemlig markant, skriver DMI.
- Natten til søndag markerer et klart vejrskifte. Regn og byger breder sig ind over landet – og i løbet af søndagen kan nogle byger blive ganske kraftige, med risiko for både hagl og torden.
De seneste prognoser antyder, at det er ret sandsynligt, at der i de kraftigste byger kan komme op omkring 10 mm regn på en time.
Ud på søndag eftermiddag klarer det dog op vestfra, selvom enkelte byger stadig kan dukke op.
Temperaturen holder sig dog også søndag omkring 15 til 21 grader - lokalt kan det endda blive en anelse varmere.