Der er ti dage til juleaften, og de sidste par dage har der stået storm, regn og blæst på vejr-menukortet.
Men derfor kan man godt drømme om en jul, hvor smukke snefnug daler blidt ned.
Desværre bliver du højest sandsynligt skuffet, lyder det fra Dansk Meteorologisk Institut, der netop har regnet på prognosen for julevejret. Den viser, at chancen for en hvid jul er tæt på nul procent.
- Vi kan se, at vejret den kommende måned fortsat bliver efterårsagtigt med gråvejr, byger og vind fra sydvest, siger meteorolog Michael Skelbæk til Avisen.dk.
Der er endda risiko for mere stormvejr i de næste par uger, viser rapporten.
Men altså slet ingen sne?
- Hvis vi er heldige, kan der komme lidt slud eller hagl, men det er ikke noget, der batter, hvis man drømmer om et fint snefald, siger Michael Skelbæk.
Prognosen for de kommende måneder viser, at vinteren højest sandsynligt bliver mere våd og blæsende end normalt.