Søndagen har budt på masser af forårsvejr og sol, ligesom de mange foregående dage.
Men i morgen er det slut – for en kort bemærkning.
Mandagen kan nemlig byde på både byger og regn, især til jyderne.
I løbet af dagen trækker det våde vejr ind over landet og når sidst på eftermiddagen også frem til Sjælland.
Det skriver DMI.
Mandag aften og nat byder også på regn og stedvise byger.
Nattemperaturen vil komme ned mellem frysepunktet og fem graders varme.
Tirsdag byder også mest på skyet vejr og stedvis lidt regn eller enkelte byger, men i løbet af eftermiddagen klarer det noget op fra sydvest med lidt eller nogen sol.
Pæne temperaturer mellem syv og 11 grader om dagen.
Om natten holder det tørt med temperaturer ned mellem en grads frost og tre graders varme.
Onsdag begynder med skyet, diset eller tåget vejr mange steder, men i løbet af dagen klarer det op med lidt eller nogen sol de fleste steder.
Temperaturer helt op til 12 grader, lunest i Vestjylland.
Om natten tørt og til dels klart vejr med temperaturer ned mellem frysepunktet og fire graders varme.
Både torsdag og fredag kommer der igen masser af tørt vejr og solskin.
Og flotte temperaturer mellem syv og 12 graders varme.