Vi er godt på vej ind i forårets anden måned, men alligevel må vi tage til takke med minusgrader og gråvejr. Og som om dét ikke var trist nok, så melder DMI nu om, at en snestorm kan være på vej ind over Danmark.
Den mulige snestorm vil ramme Bornholm, Møn og Falster, og varslingen fra DMI gælder fra søndag den 1. april fra klokken 02.00 til 14.00.
På Bornholm kan der falde op til 20 centimeter sne, skriver DMI på deres hjemmeside - og samtidig kan klippeøens beboere se frem til frisk vind til kuling.
Varslingen for Guldborgssund og Vordingborg lyder således:
"Der er risiko for snestorm. Frisk vind til kuling 10-15 m/s fra nordøst og samtidigt snefald - tidvis over 10 cm sne på 6 timer og sammenlagt 10-15 cm i varslingsperioden.
Snestorm medfører hurtig lukning af udsatte veje pga.. fygning og dannelse af snedriver, nedsat sigt, risiko for standsning af kollektiv trafik."