DMI har torsdag morgen udsendt varsel om risiko for voldsomt vejr og skybrud flere steder i landet.
Der er således et stort regnområde på vej op over landet sydvest fra. Regnområdet ligger over Fyn og er på vej over Storebælt, oplyser DMI.
Den mængde af nedbør, der falder i det fynske til morgen, ligger under niveauet for skybrud, men i eftermiddag vil der være risiko for lokale skybrud, oplyser DMI til avisen.
TV 2 Vejret kalder morgenens vejrsituation for "silende regn".
Ifølge TV 2 Vejret er det hele Fyn, det østlige Sønderjylland, Samsø og Lolland-Falster, som i første omgang får store mængder regn. Her spås der risiko for skybrud fra klokken 12.00 og frem til klokken 19.00.
Ved 14-tiden indtager regnvejret Sjælland, hvor der ifølge TV 2 Vejret vil være forøget risiko for skybrud mellem klokken 14.00 og 20.00.
Uvejret rammer Bornholm mellem klokken 17.00 og 22.00. Også her varsler TV 2 Vejret risiko for skydbrud.
I de østlige egne kan temperaturen nå op på 22 graders varme, mens Jylland og Fyn skal vente et sted mellem 17 og 21 grader.
Solen vil i forbindelse med opklaring formentlig dukke op i sydvestlige egne.