Der kommer godt gang i blæsten i løbet af søndag og natten til mandag.
DMI betegner det som "voldsomt vejr" på deres hjemmeside.
De kraftige vinde skyldes et lavtryk, der er på vej ned over Sydsverige med retning mod Danmark, fortæller vagthavende ved DMI Steen Rasmussen.
- Ved den jyske vestkyst forventer vi helt op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Det er primært her, det rammer, men andre steder får også kraftige vindstød ud på aftenen og natten, siger han.
Grene kan knække, og løse tagsten kan falde ned i blæsten, når der er stormende kuling, mens storm kan rive træer op med rode og forvolde betydelige skader på huse.
Men bortset fra at afholde sig fra at gå rundt i det friske vejr med løse genstande, er der ifølge Steen Rasmussen ingen forbehold at tage for blæsevejret, der er normalt for årstiden.
- Det er altså normalt for årstiden, at når varme og kulde slås, så dannes de kraftige lavtryk, siger han.
DMI har varslet om de voldsomme vinde langs den jyske vestkyst fra Tønder Kommune i syd til Jammerbugt Kommune i nord. Varslingen er gældende fra klokken 19 søndag aften indtil klokken 13 mandag.
Desuden er der varsling om risiko for forhøjet vandstand langs Nordsjællands kyst fra mandag middag indtil tidligt tirsdag morgen. Det betegner DMI som "farligt vejr" på deres hjemmeside.
/ritzau/