Mens man stadig kæmper med vandet fra weekenden, skal danskerne forberede sig på endnu en omgang med meget regn.
Så meget regn, at DMI har udsendt en varsling om kraftig regn.
Der er dog heldigvis tid til at forberede sig lidt på vandmasserne.
I løbet af tirsdagen bevæger et lavtryk sig langsomt op over Nordsøen sydfra, og en tilhørende front med regn vil efterhånden langsomt bevæge sig op over Danmark fra syd. Natten til onsdag kan fronten en overgang næsten gå i stå halvvejs op over Danmark, hvorved der vil komme en del nedbør, især i den centrale del af Østjylland.
- Vi har derfor udsendt en DMI risiko for kraftig regn. Definitionen på kraftig regn er nedbørsmængde over 30 mm på 24 timer. De seneste prognoser indikerer, at der fra tirsdag middag til onsdag eftermiddag vil komme over 20 mm nedbør mange steder i Danmark, og i den centrale del af Østjylland mellem ca. 20 og 40 mm nedbør, måske lokalt lidt mere, udtaler vagthavende meteorolog, Martin Lindberg, fra DMI mandag eftermiddag.