Det kan være en god ide at køre lidt tidligere hjemmefra tirsdag morgen. DMI har nemlig udsendt varsel om tæt tåge.
– I løbet af natten dannes der tåge i store dele af landet, og mange steder kan tågen blive tæt med sigtbarhed under 100m.Den tætte tåge ventes at ophøre tirsdag i løbet af formiddagen, skriver DMI i sit varsel.
Ikke to nætter med tåge er helt ens. Fra sted til sted vil der være store variationer i hvornår tågen dannes og hvornår tågen opløses, tætheden kan også variere i løbet af natten og morgentimerne.
Det er et højtryk over Danmark der giver gode betingelser for tåge. Luften i højtrykket er både varm og fugtig og nætterne er blevet lange, lyder det fra vejrtjenesten.
Varslet gælder for det meste af landet, men det ser umiddelbart ud som om, det nordligste Jylland og Bornholm går fri.