Djokovic udraderer Roddick i hurtig OL-dyst

Både mandlige og kvindelige tennisfavoritter ved OL i London har klaret sig videre til næste runde.

Serbiske Novak Djokovic nåede knap nok at få sved på panden og spillede sig let videre mod amerikanske Andy Roddick ved OL's tennisturnering.

På under en time slog Djokovic, der er andenseedet i turneringen, Roddick 6-2, 6-1 og spillede sig dermed videre til tredje runde ved legene i London.

- I dag gik alt op i en højere enhed, og jeg neutraliserede hans serv ved at få en masse returneringer i spil og ved at lave en masse serveesser, siger Djokovic ifølge Reuters.

- Man spiller ikke bare for sig selv, som man gør det meste af året. Det her er en unik chance for at spille for dit land, og dit land hepper på dig, siger serberen om OL-deltagelsen.

Generelt har det været en god dag for tennisstjernerne i Wimbledon, hvor den olympiske turnering spilles.

Også hjemmebanefavoritten Andy Murray er videre efter sejr i to sæt over finske Jarkko Nieminen.

På kvindesiden er amerikanske Venus Williams også videre til 1/8-finalerne. Williams slog canadieren Aleksandra Wozniak 6-1 og 6-3.

Ruslands Maria Sharapova vandt tirsdag over Storbritanniens Laura Robson i to sæt, efter at briten tvang Sharapova ud i tiebreak i første sæt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.