Verdensranglistens nummer et i tennis, Novak Djokovic, er klar til finalen ved China Open efter en solid indsats i semifinalen.
Her vandt serberen sikkert i to sæt 6-3, 6-4 over skotten Andy Murray.
De to har spillet flere grand slam-finaler mod hinanden gennem årene, og deres indbyrdes kampe bliver normalt betegnet som en af sportens største opgør. Men efter en svag sæson er Murray gledet ud af top-10 og ligger lige nu som nummer 11 i verden.
Skotten er dog på vej tilbage, hvilket han understregede med titlen i sidste uge ved Shenzhen Open i Kina, som var hans første titel i 15 måneder.
Murray fortsatte den kinesiske sejrsrække ved China Open, men han kunne ikke stille noget op mod verdens bedste.
Djokovic var ovenpå i stort set hele kampen, men det lykkedes Murray at udligne et tidligt servegennembrud i andet sæt.
Serberen brød dog afgørende til 5-4 og servede derefter kampen sikkert hjem.
I finalen søndag skal Djokovic møde enten tjekken Tomas Berdych eller slovakken Martin Klizan, der i kvartfinalen sensationelt slog spanieren Rafael Nadal. Den semifinale spilles senere lørdag.
/ritzau/