Novak Djokovic fik efter cirka et halvt års pause et succesrigt comeback til tennissporten, da han natten til onsdag dansk tid besejrede østrigeren Dominic Thiem 6-1, 6-4.
Det skete i Kooyong i Australien ved opvisningsturneringen Kooyong Classic, der fungerer som opvarmning til årets første grand slam-turnering, Australian Open i Melbourne.
Serberen har ufrivilligt siddet ude med albueproblemer, men nu satser han på at komme med i Australian Open, der begynder i næste uge.
- Der har været tvivl, især efter at jeg trak mig ud i den første uge i år (af Qatar Open, red.).
- Jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Vi lavede noget behandling og tænkte naturligvis meget over det.
- Heldigvis er jeg her, og så håber jeg, at alt kommer til at gå godt de næste fire-fem dage, og at jeg bliver klar til Australian Open, siger Novak Djokovic ifølge nyhedsbureauet AFP.
Serberen har i alt vundet den australske grand slam-turnering seks gange, senest for to år siden.
Medvirkende til den tidligere verdensetters sikre sejr over Dominic Thiem var muligvis, at østrigeren op til kampen var sengeliggende i nogle dage med sygdom.
- Jeg er feberfri og er rask igen. Jeg har stadig jetlag og var langsom i begyndelsen af kampen.
- Jeg skal sove, spise og træne og ikke gøre for meget. Jeg bliver klar til Australian Open, siger Dominic Thiem.
/ritzau/