Djokovic får OL-revanche i Cincinnati

Novak Djokovic vandt sikkert 6-3, 6-2 over Juan Martin del Potro ved Cincinnati Masters og er finaleklar.

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic er klar til finalen ved Cincinnati Masters efter en sikker sejr på 6-3, 6-2 over argentineren Juan Martin del Potro.

Dermed fik verdenstoeren revanche for det smertefulde nederlag til argentineren ved OL i London, hvor spillerne mødtes i bronzekampen.

Del Potro var undervejs tydeligvis hæmmet af et problem med sit venstre håndled. Han fik behandling i første sæt og valgte altså trods problemerne at fortsætte.

Med sejren fortsætter Djokovic sin fine form efter OL. I sidste weekend vandt han Rogers Cup i Toronto.

I Cincinnati-finalen venter en schweizer i skikkelse af enten verdensetteren Roger Federer eller dennes landsmand Stanislas Wawrinka.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.