Ikke et eneste sæt satte han til på vejen til årets første Grand Slam finale. Så det var en både stolt og rørt Novak Djokovic, der gjorde status efter sejren i Australian Open. Det 20-årige stortalent er opsat på at bide sig fast i den absolutte top.
»Jeg håber, vi ses igen mange gange endnu på det her niveau. Det er min første Grand Slam, men det er kun starten,« lød det stolt fra den nybagte vinder umiddelbart efter finalen.
Efter den overbevisende semifinalesejr over verdensetteren, Roger Federer, lykkedes det turneringens helt store overraskelse, franske Jo-Wilfried Tsonga, at tage sæt fra den ellers ustyrlige serber. Men selvom Djokovic viste høj moral og rejste sig, havde han kun ros til overs for sin modstander, der indtager pladsen som nummer 38 på verdensrangslisten.
»Det er aldrig nemt at spille mod en spiller, der har overrasket så meget og som egentlig ikke har noget at miste.«
Og netop Tsonga har med sin uortodokse stil og et udseende, der leder tankerne tilbage på Mohammed Ali vundet de australske tilskueres hjerter.
»Jeg vidste tilskuerne håbede på ham. Men det er ok, det er jo altid sjovt med overraskelser,« sagde Djokovic om Tsonga, der trods nederlaget var godt tilfreds med indsatsen.
»Jeg har slået så mange store spillere på vej til finalen, at jeg ikke kan se, hvorfor jeg ikke skulle komme i top ti (på verdensranglisten, red.).«
Også hos kvinderne var det en 20-årig, der tog sig af titlen. I finalen slog rusiske Maria Sjarapova den jævnaldrende Ana Ivanovic.