OB har solgt den senegalesiske angriber Baye Djiby Fall til den russiske klub Lokomotiv Moskva.
Klubskiftet sker med øjeblikkelig virkning.
"Der er først og fremmest tale om en god aftale for Odense Boldklub. Det har hele tiden været vores holdning, at vi ikke ville sælge med mindre, at det rigtige tilbud kom. Så vi har været klar over, at det kunne være et spørgsmål om tid," siger OB-direktør Kim Brink.
Til klubbens hjemmeside fortæller Djiby Fall, at det er med vemod, at han forlader Odense.
"Jeg har været utrolig glad for at være i Odense Boldklub, hvor jeg har opnået så meget. Men der er også økonomiske realiteter i fodbold, og det er, hvad vi oplever i dag. Skiftet til Lokomotiv Moskva er et stort skridt for min karriere," siger Djiby Fall.