Da de to sæsoner af tv-serien "Ditte og Louise" blev sendt på DR1 i 2015 og 2016, trak det mere end en halv million seere til skærmen.
Nu skal den komiske duo hive deres publikum i biografen.
Tv-seriens univers, hvor de to kvindelige skuespillere og veninder i 40-års alderen slås med skrantende karrierer, børn, kærligheden og sexlivet, skal nemlig lægge grund for en ny spillefilm, der forventes at have premiere allerede til sommer.
Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.
- I "Ditte og Louise" tages de tåkrummende pinligheder til hidtil uprøvede yderligheder, og universet fra tv-serien bredes ud som spillefilm i en alt-eller-intet-fortælling, hvor alt er på spil, lyder det.
Det er Nordisk Film, der står bag filmen, der ud over Ditte Hansen og Louise Mieritz også får prominente navne som Anders W. Berthelsen og Lotte Andersen på rollelisten.
Filmen starter optagelse den 22. januar i Københavnsområdet, og det forventes at den får premiere den 30. august 2018.
/ritzau/