Optagelsesprocessen til EU består af en række trin; Først søger et land om optagelse. Derefter kan EU vælge at give landet kandidatstatus, og efter endnu en beslutning kan man indlede de formelle optagelsesforhandlinger.
* Serbien søgte formelt om EU-medlemskab i december 2009 og fik kandidatstatus i marts 2012. Nu ventes EU-Kommissionen at komme med en rapport til foråret, der skal afgøre, om forholdet til Kosovo er forbedret nok til, at man kan indlede reelle forhandlinger.
* Makedonien fik kandidatstatus i 2005, men har endnu ikke indledt forhandlingerne. Grækenland blokerer, fordi Makedonien insisterer på at have samme navn som en græsk region. Som betingelse for at sætte en dato for forhandlingerne, kræver EU fortsatte reformer, gode forhold til nabolandene og en løsning på navnestriden.
* Albanien søgte om medlemskab i 2009, men har endnu ikke fået status af kandidatland.
* Montenegro fik kandidatstatus i december 2010, og optagelsesforhandlingerne blev indledt i juni 2012.
* Island søgte om medlemskab i 2009 og har forhandlet siden 2010, men islændingene er stadig i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at blive en del af unionen.
* Tyrkiet søgte allerede i 1987 og indledte forhandlinger i 2005. Men uoverensstemmelser med EU-medlemslandet Cypern forhindrer tyrkerne i at blive europæere. Dog fremhæver EU, at det vil være til fordel for begge parter, at der snart kommer fremdrift i forhandlingerne.
* Bosnien-Hercegovina og Kosovo er de eneste dele af det tidligere Jugoslavien, der ikke formelt har søgt om EU-medlemskab - men begge har gjort det klart, at de har tænkt sig at søge ind. Kosovos position kompliceres dog af, at fem EU-lande ikke anerkender Kosovos selvstændighed.
/ritzau/