Forbrugerpriserne er steget med næsten fem procent i februar 2022 i forhold til samme periode sidste år.
Det er ikke mindst energipriserne, der har været i fokus, men nu kan de stigende priser også mærkes i supermarkedet.
Det er nemlig blevet dyrere at købe en række af de mest almindelige dagligvarer. Fødevarer er i gennemsnit steget mere end forbrugerindekset som helhed, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
For eksempel er smør blevet 16,3 procent dyrere det seneste år, mens pasta er steget med hele 24,3 pct. siden februar 2021.
- Det er noget, en typisk husstand kan mærke, fordi der i høj grad er tale om basisvarer, som danskerne forbruger en del af, siger specialkonsulent i Danmarks Statistik, Martin Birger Larsen.
Trækker i modsat retning
Der er dog også lyspunkter for den enkelte forbruger at finde i statistikken. Med til udviklingen hører nemlig, at en række varegrupper er faldet i pris i den samme periode.
Det største fald ses således på frosne skaldyr, hvor der er skåret lidt over fem procent af prisen. Varegrupper som ris og æg er også blevet billigere at putte i indkøbskurven.
Stigningen i fødevarepriserne ligger samlet set i den høje ende, når man ser på udviklingen i de senere år, lyder det fra Danmarks Statistik.
I 2012 var der en stigning på lidt over fem procent, men ellers skal vi helt tilbage til 2008 for at finde højere prisstigninger på fødevarer, end vi ser i dag. Der har i de forgangne år også været perioder med deciderede fald i fødevarepriserne.